Hyldest og kritik af kulturradikalismen og "pladderhumanisterne"

Interessant forestilling, hvor forherligelse af kulturradikalisme og humanismen sættes op mod en kritik af selvsamme. For er humanisterne ikke blevet hykleriske med ad åre og en selvfed intelligensia, der er blevet indspist og ser ned på sine modstandere? Og kan det i så fald fortsat kaldes humanisme?

Stykket handler om, hvordan de kulturradikale har mistet deres tag i samfundet trods 100 år på toppen. De er nu udskældte og folket gør oprør. Forestillingen tager kritisk stilling til, om kulturradikale har gravet deres egen grav i bevægelsens udvikling over åre. Den stiller kritiske spørgsmål til publikum og stikker til dens målgruppe - nemlig de kulturradikale. Den trækker et spejl op foran publikum og beder os forholde os kritisk til os selv.

Det var visse scener, som ikke helt lykkedes - lidt for lange monologer og unødvendige musiske indslag, men stykkets befriende selvkritik og kritik af sit publikum er opløftende og inviterer til refleksion. Et stykke der er værd at se!