Udtryksfuldt onegirlshow får ikke ensomheden på sigtekornet

+1 får en til at tænke på en gæsteliste. Og godt nok er hele afgangsårgangen inviteret til 'megafesten' efter sidste eksamen, men her skal vi koncentrere os om, hvad der sker hjemme og inde hovedet hos vores solohovedperson.

Flere gange kammer spillet lidt over. Problemet er måske, at stykket vil "vise vigtigheden af reelle og fortrolige relationer", for det bliver noget sjasket, når omdrejningspunktet er teenagepigeværelsesliv og de tilhørende trivialiteter. Omvendt findes der i teksten et okay udgangspunkt til at sætte venskabstemaet til debat i et klasserum. Scenografien er stram og fed, plottet udvikler sig skørt og uden at komme op på et højere plan end paradoksalt nok at se ensidigt på ensomheden. Gruppearbejde er i naturen potentielt mere perspektivrigt.

Man ville hellere have haft nogle unge på scenen til at give modspil, når præmissen nu er, voksen spiller ung. Det ville virkelig have været et tvist med kraft, som kunne få stykket helt ud af hovedet, så vi ikke nøjes med at undres og småfnise.