Viva Las Vegas – en skøn feel-good-komedie
Vurdering:
Samlet vurdering:
”Viva Las Vegas” er en pragtfuld forestilling fremført af Randers Egnsteater og fuld af livsglæde, komik, sang og musik. Lige til at blive i godt humør af. Viva Las Vegas er annonceret som en komisk sing-along-forestilling. Det kunne være lidt svært at synge med til det hele, fordi der var mange medleys med korte stykker af både kendte og mindre kendte Elvis-sange, men hele salen rockede med på de dejlige melodier, og de tre skuespillere sang med flotte og stærke stemmer, mens Thomas Pakula anslog den rette Elvis-stemning med god musik til.
I fortællingen følger vi det lille pladeselskab, Las Vegas Records, med den Elvis-glade direktør og de to medarbejdere i medgang og modgang – og det er en flot feel-good-komedie, som rummer både tro, håb og kærlighed.
Lone Rødboe, som spiller bogholderen Tina, er en humørbombe hele vejen igennem både i optræden, stemmepragt og den vidunderlige kjole. Ros til de to skræddere, både for denne og de flotte Elvis-kostumer. ”Love Me Tender” fik en diskret og sjov drejning, da den kom til at hedde ”Love Me Tinder”. Den mandlige medarbejder, Henning, som var ulykkeligt forelsket, lavede en imponerende veludført dans med et tøjstativ.
Jeg giver forestillingen 5 stjerner for flot skuespil, komik, kulisser og kostumer og ikke mindst massevis af flot fremførte Elvis Presley-sange – og fordi jeg følte mig godt underholdt og gik derfra glad og smånynnende på Elvis Presleys dejlige melodier.