Sproglige Banaliteter og et Knivskarpt Udtryk

"Karrusellen", som er skrevet af Tine Agertoft og Sofie Guldbrandsen, omhandler Thor og Rosa, og bortset fra en ansigtsløs stemme, som i en art voice-over spørger ind til to personers forhold, er der ikke andre roller på scenen. Hvad der er interessant er, at de to roller er portrætteret af tre skuespillere hver.

Hvis man skal tro på forestillingen så er der seks mennesker i et parforhold: To forelskede og romantiske turtelduer, to selvsikre og driftsstyrede sexkaniner og to vrede og konfliktsøgende kamphaner (M/K).

De seks skuespillere gør det rigtigt godt. Hver skuespiller har kun fået en tredjedel af en rolle af spille på, men mens at noget af nuancespillet går tabt hos de individuelle skuespillere, opstår der en god synergi i samspillet mellem de tre udgaver af henholdsvis Rosa og Thor, som bliver tegnet som hele og realistiske figurer i det dynamiske spændingsfelt mellem romantik, drift og vrede.

Desværre er hverken Thor eller Rosa særligt spændende mennesker, og de har ikke et særligt spændende forhold. Som publikum er man godt underholdt, men man er mere interesseret i de seks skuespillere, end man er i Thor og Rosa. Det er faktisk først i det øjeblik, at Thor og Rosa slår op, at den egentlige handling bevæger sig udover det forudsigelige og lidt banale, og man for alvor går op i, hvad der sker med de to hovedpersoner.

Det der bærer forestillingen, er med andre ord ikke handlingen, men derimod de talentfulde skuespilleres fysiske udfoldelser, som er en fryd at se på. Sofie Guldbrandsen har med sine skuespillere skabt et udtryk, som er så præcist og koordineret, at tankerne af flere omgange ledes hen til dans, performanceteater og sågar synkronsvømning.

Hvor flere af replikkerne bliver hverdagsagtige i en sådan grad, at det tangerer det ligegyldige, er det fysiske udtryk knivskarpt, og det er på grund af, at man bør se "Karrusellen".

Afslutningsvis byder min indre flueknepper mig at sige, at den såkaldte "nye teaterform" devising som forestillingens program omtaler, blev anvendt så tidligt som 1963. Gruppen har åbenlyst fået gode resultater ud af metoden, men det til trods bør devising nok ikke fremhæves som noget nyt og skelsættende.