Stærk, sårbar og veludført monolog

Publikum bliver mødt af et tomt, sort scenerum med en enkel sort stol som remedie. I hjørnet står Olaf Højgaard - også helt klædt i sort. Alt er stille et øjeblik, men pludselig tordner Højgaard målrettet frem på scenen med ordene

"Jeg ankommer to timer for sent til en havefest. Det er sikkert også bare en dødssyg fest, hvor der ikke sker en skid, og hvor der sidder sløje tøsebørn ud over det hele og sipper Lambrusco og siger ligegyldigheder sammen med deres veganske hipstermænd, der drikker økologiske specialøl og smiler bløde smil ud over det hele. Fuck det, den fest skal jeg fandeme nok få rykket op i gear!".

Derfra tager stykket fart - og Højgaard hiver hovedkulds publikum med ind i temaet alkoholisme. Uden berøringsangst klippes der mellem korte eringdringsglimt som både er sjove, triste og alvorlige. Særligt er der ét eringdringsglimt der stopper al latter, hvor Højgaards karakter og monolog bliver sårbar...inden Højgaard atter siger "klip" og scenen skifter.