Mand med mange m'er - ikke nødvendigvis stort

Skuespiller. Standupper. Foredragsholder. Undersøgelsesformidler. De valgte at kalde ham mand.
I datid da han tilsyneladende allerede er sat. Provokerende? En smule. Man skal være forberedt på at få smidt en masse i hovedet.
Således beskrives stykket både som "tragisk, krigerisk og morsomt" - sidstnævnte skal man måske passe på med at lægge ud som forventning.
Der er et dramatisk spor, og så det fjerdevægnedbrydende element, der er lidt irriterende, fordi settingen ikke er til debatteater med en skarp scenografisk forkant.
Men vi må altså godt svare, som der direkte bliver sagt. Rollen er en svær balance mellem at skabe en dramaturgisk fortælling og inddrage til eftertanke. Ærindet synes todelt. Men der kæmpes med både charme og offensiv.
Der bliver altså nok taget fat om roden - og rusket - men måske har man været for tro over for de ni forlæg, for det lykkes ikke at få holdt fingeren på gavebåndet, så sløjfen lykkes.

En af de mange spændende pointer i stykket er, at kønnet aldrig får fred. Så lad os kæmpe kampen, må konsekvensen være.

Vi går lige på med mande(nds )humor og kommer igennem voldelig tendenser, over parhold og samfund til identitet.
Jon Lange spiller over for en blinkende transistor, en svingbar standerlampe og sit indre.
De talende ting bliver til tider en hæmsko, andre gange helt Anders And'sk. Eksen er skredet med datteren med rådet om, at manden skulle se at få noget hjælp.
For han er selvdestruktiv. Men også selvreflekterende og udstiller de mange angribere på manden som køn.
Man må nødvendigs spørge, hvem der italesætter kønnet, og til hvis fordel det er. Ord er vind, men hvad er manden så - et træ, der nok svajer, men står fast?
Ser mænd ikke sig selv som mennesker frem for køn?