Gylp, lortebleer, søvnunderskud, men også ubetinget kærlighed

Først kom der babybio. Siden kom kirkerne på banen med babysalmesang, og nu har vi også fået babyteater, for på Folketeatret spiller for tiden stykket “Mødre”, og konceptet er intet mindre end genialt godt.

Klokken nærmer sig 11.00. Det er en helt almindelig tirsdag formiddag i begyndelsen af maj, da jeg indfinder mig på teatret, men i teatrets foyer er der til en forandring i dag fyldt op med unge mødre og deres barnevogne af alle tænkelige mærker i stedet for forventningsfulde teatergængere i en lidt ældre kategori.
Ude foran Snoreloftets lille intimscene er der indrettet pusleplads og der er gratis bleer i 4 forskellige størrelser.

Da klokken bliver 11.00 indfinder de fire kvindelige skuespillere, der hver repræsenter fire meget forskellige kvindetyper, sig på scenen, og stykket tager sin begyndelse. Rundt om den lille scene sidder alle vi andre ved cafeborde, der flyder over med pusletasker, vandflasker kaffekopper, babymad og sutteflasker, og på gulvet er der babyer overalt. Mange ligger på deres tæpper, et par stykker forsøger sig i kunsten at kravle, der er nogle stykker, der kan sidde fint uden støtte, enkelte bliver ammet eller vugget i mors arme, og stykket igennem leverer de – uden instruktion udefra – den helt perfekte og ægte babylydside til dette stykke.
Vi er så sandelig alle sammen kommet til det første møde i “vores” mødregruppe.

Forestillingen “Mødre”, der er en helt vidunderlig og universel fortælling om det at blive mor, bliver fortalt i den ene humoristiske, velgørende, velskrevne og præcis spiddende scene efter den anden. Det hårde og ensomme liv for kvinder, der er havnet i moderskabet rulles elegant og ufiltreret ud af de fire dygtige skuespillere, og der bliver grinet, så tårerne triller, for de rammer bare plet, hver eneste gang et nyt emne tages under behandling.

Og de tager os sandelig rundt om det hele. Der bliver ikke lagt fingre imellem; ordene er råt for usødet og emnerne er mangeartede. Nævnes kan i flæng naturlig fødsel contra kejsersnit, lotusfødsel, amning contra modermælkserstatning, vægtproblemer under og efter graviditeten, økologi eller svanemærket, valget af navn til den lille, den manglende lyst til sex, når man føler sig som en malkemaskine, søvnunderskuddet, der bare vokser og vokser, så sammenhængskraften i barselsperioden er kaffe i utømmelige strømme – og meget, meget mere er der i denne godtepose af en forestilling, hvor bl.a. den ene kvinde lever i et lesbisk forhold og en anden nøje har valgt sin sæddonor.

Mon ikke alle vi kvinder, der var til stede denne tirsdag – underordnet om vi var kommende mor, nybagt mor eller mormor/farmor – ikke bare kunne relatere til mindst en af de fire forskellige kvindetyper, men også nikke genkendende til det hele? Jeg er overbevist om det.

Så alle I kvinder, hvor I end befinder jer i jeres moderskab, tag ind på Folketeatret og se dette forrygende stykke, så I kan erkende, at nok kan man føle man sig fuldstændig alene og isoleret i barselsperiodeboblen, men I er altså sammen med alle de andre, der er i samme situation. Sådan er det, og sådan har altid været.

Tak for at mødregrupper blev etableret og nu har eksisteret i 50 år. De vil aldrig forældes, for her får man ventileret tanker og bekymringer og fornyet sit livs luft.