21. december 2012
Seasoned And Served
KAN OPLEVES VED AT DOWNLOADE ALBUM
I sit tyvende leveår demonstrerer BACKSEAT fortsat en stålsat holden snuden i sporet, tro imod sin oprindelige stil og dens univers, men stadig i udvikling. BACKSEAT kan som et af de få bands i sin genre herhjemme stadig smykke sig med noget, man skulle tro var en selvfølge, nemlig gode sange. Og de gode sange har været bandets varemærke hele vejen fra starten.
20 år fra start leverer BACKSEAT rock’n’roll for voksne mennesker, men som sanger Ivan Pedersen muntert tilføjer: ”Det hænder jo, at der slipper en flok af helt unge mennesker indenfor til en af vores koncerter ved en fejltagelse. Så sker der HVER GANG det, at de flipper skråt, fordi classic RnR jo netop HAR energi, HAR appeal, HAR dynamik, og i vores tilfælde også HAR gode tunes. Og der er i hvert fald aldrig nogen af de unge, der sådan snublede ind i en BACKSEAT koncert, der er endt med at gå, før koncerten var færdig!”
Trods en mindre pause omkring årtusindskiftet har BACKSEAT i de seneste 20 år været en uafviselig del af nationens radiolydbillede og det danske musikliv generelt. Det er der flere årsager til. De indiskutabelt fremragende musikere, vi taler om i kernen af orkestret, er guitarist Søren Jacobsen, førnævnte sanger Ivan Pedersen og bassist Helge Solberg. På de øvrige pladser bag trommer og keyboards har de gennem årene fundet genrens allerbedste folk, således at bandet har formået at beholde den helt signifikante lyd, der har været gennemgående i hele BACKSEAT’s produktion. Trommerne betjenes nu af Henrik Askou og tangenterne af Martin Jønsson.