5. februar 2015
KAN OPLEVES PÅ ÅLBORG TEATERS STORE SCENE
Giv familien en sjov og tankevækkende teateroplevelse. Glæd jer bl.a. til fantasifulde kostumer, hæsblæsende parkour, masser af teatermagi og nykomponeret musik. I forestillingen medvirker 7 skuespillere (bl.a. Amalie Dollerup) og 2 musikere foruden en gigantisk støvsuger, en luftballon og specialedesignede musikinstrumenter.
Langt ude i rummet findes en blå planet, hvor der kun bor børn. Børnene har det sjovt hele dagen lang. Men en dag lander rumstøvsugersælgeren Frode Rumkjær på planeten. Han begynder at lave om på alting med sine såkaldte “forbedringer”. Fx kan han få børnene til at flyve! Men for hver “forbedring” kræver han at få noget fra børnene – nemlig en lille del af deres ungdom…
Vi er det første teater i Danmark, der præsenterer den seje fysiske disciplin, parkour, hvor det er skuespillerne selv, der udfører de krævende spring-, hop- og faldteknikker. Skuespillerne har fået hjælp af en af Danmarks bedste parkour-instruktører, Martin Coops, fra Team JiYo.