3. maj 2021
KAN OPLEVES I AALBORG
Woyzeck er kærlighed i et skæbnesvangert karneval.
Woyzeck er en hjørnesten i teaterhistorien. Georg Buchners mægtige, ufærdige værk fra 1836 har udfordret store scenekunstnere over hele verden.
Woyzeck er en af verdens mest gribende kærlighedstragedier, og tro mod Teater Nordkrafts ambition om at fortælle lokalt forankrede historier, udspiller denne version sig i et Aalborg karneval univers. En skæbnesvanger karnevalsnat, hvor alle regler er forsvundet og der kun er musik, alkohol og menneskelige skæbner tilbage.
Woyzeck er historien om mennesket på samfundets bund, der lader sig underkaste og eksperimenteres på for at skaffe penge til hans familie; konen Marie og deres søn. En gribende historie om klasseforskelle og jagten på lykke, og hvordan man er villig til at ofre alt for den, man elsker.
Men hvad sker der, når den sidste værdighed bliver taget fra en, og kærligheden pludselig ikke er gengældt? I løbet af en enkelt vild karnevalsnat vender Woyzecks liv sig på hovedet. Hans kone Marie bliver forelsket i tamburmajoren og mellem shots, guirlander og vilde kostumer kan Woyzeck kun se på, mens nattens ydmygelser driver ham til vanvid.
Det er Teaterleder Minna Johannesson, der instruerer det klassiske drama i et karnevalsunivers. Der er musik fra gulv til loft, og vi har støvsuget Aalborg for fjer og pailletter.