6. oktober 2013
KAN OPLEVES PÅ BETTY NANSEN TEATRET I KØBENHAVN
15-årige Christopher bor alene sammen med sin far. Han kan primtallene op til 7507, men kan ikke fordrage farverne gul og brun. Han kan alle verdens hovedstæder, men hader at blive rørt ved. Han går på en specialskole og vil gerne være astronaut. Han siger om sig selv: ”Jeg er matematiker, men har lidt problemer med min adfærd!”
En aften finder han naboens hund myrdet med en havegreb. Christopher kan godt lide kriminalgåder, og selvom hans far synes, at han skal blande sig uden om andres sager, sætter han sig for at finde ud af, hvem der dræbte hunden.
Hans efterforskning sender ham på en rejse i en verden, han ikke forstår, men som fører til opklaringen af en hemmelighed, der vender totalt op og ned på hans liv.