8. februar 2022
KAN OPLEVES I AALBORG
“JEG AFSKYR MIG SELV!”
Vi har alle forskellige illusioner om os selv. Vores identitet er bygget op omkring ambitioner og potentialer, som vi fortæller os selv, at vi en skønne dag vil indfri. Men når vi andre mennesker pludselig får disse dyrebare illusioner til at briste, kan det blive farligt. Både for os selv og dem, der vover at få os til at se mere sandfærdigt på, hvem vi i virkeligheden er.
Historieprofessor George og hans kone Martha er hjemvendt efter en fakultetsfest på det universitet i New England, hvor George er ansat. Martha mødte et ungt par ved festen, og uden at George ved det, har hun inviteret dem med hjem til en drink.
Først bliver det unge par blot tilskuere til George og Marthas modbydelige verbale angreb på hinanden. Men snart bliver de hvirvlet ind i værternes indbyrdes kamp – og samtidig også ofre for George og Marthas både kreative og perfide humor. I løbet af forestillingens tre akter bliver udvekslingerne endnu mere afstumpede og absurde, og resultatet er et smerteligt opgør. Mellem sandheden på den ene side og illusionen på den anden. Mellem virkeligheden og den fortælling, som vi i virkeligheden foretrækker.
Edward Albees Tony-vindende forestilling debuterede på Broadway i 1962 og blev efterfølgende filmatiseret med hele 5 Oscars til følge. I denne opsætning indtager Martin Ringsmose og Marie Knudsen Fogh rollerne som George og Martha. Teaterdirektør Hans Henriksen instruerer, mens hans makker gennem snart 20 år, Nicolaj Spangaa, står for scenografien.