8. november 2015
KAN OPLEVES PÅ BORGERSCENEN, ÅLBORG TEATER
Grønland er sne, is og julemandens hjemland. Siriuspatrulje, slædefart og Dronning Margrethe i traditionel, grønlandsk klædedragt. Og det er elefantøl, vaklende selvstyre og verdensrekord i selvmord. Men Grønland er også et sted midt i Aalborg. Her bor ca. 1.300 borgere, der er født på Grønland. De er studerende, erhvervsaktive, pensionister, arbejdsløse. De er nordjyder med rod i et land, der er 50 gange større end Danmark. Et land, Danmark har haft enorm indflydelse på – på godt og på ondt. Kalaaleq betyder på grønlandsk “menneske” eller “grønlænder”, men hvad vil det sige at være kalaallit Aalborgimiittut, dvs. grønlænder i Aalborg? Det spørger vi om i denne forestilling på borgerscenen.
I foråret søgte vi efter ”borgere med Grønland i blodet”, og vi har nu udvalgt syv borgere, og i forestillingen vil du kunne møde Terkild, Agathe, Maliina, Marie, Anna, Lotte og Inaluk.
De syv er indbyrdes meget forskellige i alder, baggrund og uddannelse, men de har det tilfælles, at de har mindst én grønlandsk forældre; at de bor og lever her i Aalborgområdet; og at de i længere eller kortere perioder af deres liv har boet i Grønland. I forestillingen vil de fortælle, hvad det vil sige for dem at være grønlændere i Aalborg.