26. februar 2015
KAN OPLEVES PÅ SVALEGANGEN I ÅRHUS
I et betonkvarter i udkanten af en moderne storby bor Inga og Lutz. Omgivelserne er grå og ikke synderligt idylliske. Duer pikker i hundelorte, og betonen er slidt. Men Inga og Lutz er godt tilfredse med livet i deres lille lejlighed – lige indtil Lutz mister sit arbejde. Vennen Manni har heldigvis en smart forretningsidé, og Lutz springer på. Der er bare et problem. De mangler startkapital, og hvordan driver man egentlig et firma? Det bliver starten på en skæbnesvanger og action-præget rejse, der fører de to naive venner ad mildest talt tåbelige veje, der koster blod, sved og fingre i kampen for succes.
INGA OG LUTZ er en moderne tragedie om det moderne menneskes kapløb med sig selv – når verden er svær, og når der ikke er nogen nem vej til lykken. Det bliver hæsblæsende, komisk, blodigt og tragisk.