Scene info
Teatret OPtimis bringer atter liv til de folkekære sange, når de fra den 5. maj inviterer publikum med på en cabaret-vandring gennem Sigfrid Pedersens liv og musikalske univers i de helt rigtige omgivelser og - forhåbentlig - forårsvejr. På vej gennem gaderne vil en fortæller, litteratur-eksperten Øllemave, Sigfred Pedersen selv og forskellige figurer fra hans vise-univers - bl.a. storcharmøren Søren Bramfri og den evigt smækre Katinka - fortælle publikum historien om Sigfreds spændende bohemeliv og synge hans sange.
Forestillingen begynder i Nyhavn, hvor Sigfreds liv i havnen blandt snapse, sømænd og lette damer vil folde sig ud. På vej videre er der flash-back til Sigfreds barn- og ungdom, og herefter går turen til Minefeltet, kunstnerkvarteret omkring Nikolaj kirke, hvor Sigfred tilbragte meget af sin ungdom på bl.a. Café Nick og på Ungarsk Vinhus, hvor han læste digte op. Forestillingen slutter tilbage i det larmende Nyhavn, hvor Søren Bramfri og Katinka danser ud.