8. september 2013
KAN OPLEVES PÅ AALBORG TEATERS LILLE SCENE
Et yngre par, Lise og Jakob, kommer hjem fra en ferie og opdager til deres store forbløffelse, at alt er vendt op og ned i deres lejlighed. Det til trods for, at vennerne, Laura og Martin, havde lovet at passe det hele, mens de var af sted. I stedet er Laura og Martin flyttet ind og har fundet sig så godt til rette i lejligheden, at de smider Lise og Jakob ud.
Nu sker der så en række forvandlinger: Martin og Laura går ud og kommer ind igen som henholdsvis parrets egen søn og hans au-pair kæreste. Og under en parmiddag optræder Jakob som en spirende nynazist og skiløber, Lise er en vulkan (som er godt træt af, at ingen kan se, hvad hun forestiller), og Martin er først en elg og dernæst bøsse. Laura indser, at det hele måske bare er en kortslutning i hjernen, og Lise dør af en forgiftet fersken.