Ensomme sjæle på Folketeatret

Jeg har givet forestillingen fire stjerner. Først og fremmest for Ole Lemmekes fantastiske spil som Herman Bang. Den sidder lige i øjet. Ikke for meget, ikke for lidt. Cecilie Stenspils kæmper med rollen som Betty Nansen, men får ikke helt forløst den.
Første akt er i starten et trekantsdrama mellem Betty, Bang og Fritz, som ikke har andet talent end sin gudeskønne krop. Den kredser Bang og Betty til gengæld om. Men både Bang og Betty forbliver ensomme og uforløste.
Lidt umotiveret kommer Johannes V Jensen ind på scenen. Han er stærkt kritisk over for sædernes forfald og Bangs homoseksualitet.
Andet akt foregår syv år senere. Betty er blevet en stjerne med eget teater. Men er stadig ensom. Bang er livstræt og syg og flygter til sit elskede Berlin, hvor det anderledes og aparte stadig har et frirum. Johannes V vil forsones med Bang efter hans voldsomme udfald mod Bang i Politiken.
Måske skulle man have valgt at satse fuldt og helt på det ene af temaerne. Enten det seksuelle trekantsdrama og spillet det helt ud. Eller, som jeg ville foretrække, forestillingen Bang og Jensen. Der er meget mere dynamik og sprængstof i mødet mellem de to (som vist aldrig fandt sted i virkeligheden). For her drejer det sig om to ensomme og uregerlige sjæle, der på hver sin måde betalte en høj pris. Bang med den evige latterliggørelse og udstillelse. Johannes V ved at blive udstødt af forfatterforeningen på grund af smædeskriftet mod Bang. Det kunne der ha' kommet en rigtig god historie ud af.
Men gå ind og se Bang og Betty alligevel. Det er godt teater.