Banalt og ligegyldigt stykke

Ordene var mange og fine i det brev, vi fik udleveret, inden vi skulle se forestillingen "Det, der er tilbage".
Det gennemgående i brevet var 'fællesskabet' - den fælles rejse ind i egne minder, følelser, erindringer og sorg.

Mine forventninger til forestillingen var, fra jeg først læste om stykket, store, og de blev bestemt ikke mindre, efter jeg havde læst brevet.

Jeg var spændt på, hvordan stykket ville medvirke til, at det blev lettere at tale om og forholde sig til så svære emner som "død og sorg" - livsvilkår, vi alle oplever og skal leve med. Hvordan stykket ville påvirke mig.

Men mine forventninger blev slet ikke indfriet. Jeg blev hverken rørt eller berørt.
Stykket var banalt og selvhøjtideligt tilsat et upassende stænk af mystik i form af den kjortelklædte mand, der - efter at have set én dybt, men 'Vorherre'-mildt i øjnene - udleverede en af ham udvalgt lygte. Og de var i øvrigt alle helt ens.
På intet tidspunkt i løbet af forestillingen oplevede jeg det lovede fællesskab med medvirkende og de andre tilskuere.

Nej, jeg følte mig mere hensat til en af de happenings, der var så populære i de glade 60'ere, hvor 'sandheden og meningen' med det hele blev søgt fundet gennem bevidsthedsudvidende stoffer, hvor man klædte sig i løshængende kjortler og hæklede firkanter, og hvor slagordet var "make love not war".

Mine to kroner går udelukkende til danseren og operasangeren - begge særdeles dygtige.